Vaccination og sundhedseftersyn af hund

Det er mange år siden der har været udbrud af hundesyge blandt hunde her i Danmark. Dog rapporteres en gang imellem om hundesyge blandt ræve. Det er derfor det er så vigtigt at vi holder vore hunde vaccineret. Hundesyge er virussygdom som er dødelig.

Basisvaccinen indeholder derfor også svækkede stammer af denne virus samt mod Smitsom leverbetændelse og Parvovirus.

Hundehvalpen basisvaccineres 2 gange med en måneds mellemrum samt en vaccination 1 år efter sidste. Denne omgang holder 3 år.

Når det drejer sig om jagthunde, gårdhunde og de, som kan risikere at komme i nærkontakt med især rotter, anbefales tilmed vaccination mod Leptospirose, som rotter kan være inficeret med uden selv at blive syge. Der skal også her 2 basisvaccinationer til. Denne vaccine er kun virksom i et år.

Hvis hunden skal passes i kennel eller pension, kræver alle indehavere af et sådant sted vaccination mod Kennelhoste. Den virker i løbet af 3 døgn, men til gengæld også kun i 1 år

Vi anbefaler også, at hunde, der er særlig udsatte for flåtbid, bliver vaccineret mod Borrelia. Hunden skal have 2 basisvaccinationer, bedst i starten af året for at være dækket godt ind inden flåt sæsonen begynder. Herefter én årlig revaccination.

Hos drægtige tæver kan fosterdød og fødsel af svagfødte hvalpe forebygges ved vaccination med Herpesvirus-vaccine. Tæven vaccineres 2 gange: I ugen lige efter parring og derefter en uges tid før forventet fødsel.

I forbindelsen med de årlige vaccinationer afsættes der ½ time til konsultationen. Her gennemgås hundens sunhedstilstand grundigt og der er lejlighed til at stille alle mulige spørgsmål.